Godt nytår og lidt refleksioner

Året, vi aldrig glemmer er ved at gå på hæld. 2020 vil for altid stå klart i manges hukommelse. Året, hvor den ene tragedie overgik den anden, selvfølgelig ledt an af den verdensomspændende, omsiggribende pandemi, som i skrivende stund har lagt verden i et jerngreb i nu 9 måneder. Men som et andet julemirakel trillede de første vaccinationer ind på dansk jord lørdag d. 26. december, hvilket for alvor har bragt en stille optimisme tilbage, fordi man kan ane lys for enden af tunnellen. Men ordsproget lyder: natten er mørkest lige inden daggry, hvorfor det er så vigtigt, at vi holder fast i de corona venlige vaner, som vi har opbygget de sidste 9 måneder. For vi har jo allerede vist, at det KAN vi sagtens!

Men 2020 har også budt på en lang række andre omstændigheder, som har gjort 2020 til et epokegørende år. Ismer har haft godt fat i 2020. Modige og seje Sofie Linde igangsatte en vigtig selvransagelse af en rådden kultur, som hærger i mange brancher i sexismen og feminismens navn. I USA satte et afskyeligt og lige så tragisk dødsfald i den grad racisme på dagsorden med Black Lives Matter i spidsen. Også denne bølge nåede også det danske kongerige. Bølgen skyllede indover Danmark med orkanstyrke, da 15.000 demonstranter viste deres solidaritet i Danmark. Sidstnævnte var og er naturligvis et emne, som vi er meget optaget af her på SELFISH, hvilket også kom til udtryk og vil komme til udtryk fremadrettet. Bag forskellige prominente aktører har racisme derfor været et emne, der har fyldt meget i black Denmark – for at tyvstjæle begrebet fra USA – og det har i virkeligheden illustreret vigtigheden i, at vi står sammen og støtter hinanden i kampen for mere social retfærdighed, ligestilling og et mere homogent samfund. I 2021 bør vores nummer et prioritet være at mobilisere os som minoritet og samfund og bruge hinandens skuldre til at løfte os frem. Vi er kun så stærke som vores svageste led, og der vil blive brug for, at alle trækker på samme hammel, når vi skal gå forrest og være den gnist, der sætter gang i den systematiske forandring samfundet har brug for. Vi skal turde at svinge dirigentstokken og stille os i frontlinjen og kæmpe for at skabe et antiracistisk og inkluderende samfund.

Mary, som vandt årets frontkæmper af Femina, skrev i forbindelse med sin pris dette på sin instagram: “Afrodanske børn kan lære om fortidens helte. Vores opgave er at gøre os selv til nutidens helte” Amen to that, Mary, og det bør, vi alle sammen bære med os ind i 2021.

Share:

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på linkedin
Scroll til toppen