Men han vil have børn: Dating, når man har valgt et børnefrit liv

Når jeg ransager min hukommelse og tænker til, så kan jeg ikke huske, at jeg på noget tidspunkt i mit liv har ville have børn. Det er ikke noget, jeg fremturer med, men jeg har altid vidst, at jeg ikke ville have børn. I min unge alder var det et spørgsmål om ikke at kunne forestille sig at gennemgå de fysiske anstrengelser med at bære og føde et barn. Spol mange år frem til dagsdato, og jeg har det stadig på samme måde, bortset fra at mine grunde har ændret sig. Jeg får stadig en klump i maven over tanken om at føde, men min grund og mit valg er mere baseret på en fundamental forståelse af mig selv, min egen opvækst, og hvor jeg kommer fra – og min årelange ransagelse på dette emne har ført til en erkendelse af, at jeg ikke skal være mor, hvilket min intuition har fortalt mig siden jeg var en lille pige. 

For cirka 4 par måneder siden stødte jeg ind i gammel skolekammerat fra way back, og det slog bare gnister. Vi hyggede os, snakkede, grinte og i takt med vi lærte hinanden bedre at kende, har vi selvfølgelig luftet tankerne om at finde sammen. Men efter vores samtaler om, hvad vi ønsker for vores fremtid, blev det meget klart, at vi ønskede to helt forskellige ting. Han ønsker sine egne børn, og jeg vil som sagt ikke have børn. 

Når jeg, en enlig, sort kvinde, fortæller andre, at jeg ikke vil have børn, bliver jeg mødt af mange forskellige spørgsmål, om hvorfor. De centrerer sig normalt omkring forestillingerne, om at jeg hader børn, er ufrugtbar eller at det vil blive vanskeligt for mig at få en ægtefælle, fordi jeg ikke har noget at tilbyde min mand. 

Men han vil have børn. Det har han måske vidst, ligeså lang tid, at jeg har vidst, at jeg ikke vil have børn.

Men i hele den her debat om børn eller ikke børn, er der nogle argumenter, jeg gerne vil anholde: De stammer fra den opfattelse, at kvinder naturligt har et nærende gen, der gør det til deres gudsgivne opgave at føde børn. Det er ikke en selvskrevet lov, at jeg skal have børn, bare fordi jeg har en vagina og kvindelige kønsorganer. Ligesom han heller ikke er forpligtet til at få børn, bare fordi han har en penis og mandlige kønsorganer. Og i øvrigt, så er det ikke hans holdning, jeg anholder ift., at han vil have børn. Det jeg advokerer for, er bare en forståelse for, at det at få børn trods alt er et valg, og derfor har man som kvinde ret til at fravælge at få børn uden diverse fordømmende spørgsmål. 

Jeg har valgt ikke at få børn, og det er en beslutning, som står i sten. At stå ved min beslutning får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om jeg nogensinde finder nogen, der har det på samme måde som jeg har.

Selvom dette betyder, at jeg nu skal komme videre og skabe plads til min fremtidige mand, kan jeg ikke lade være med at blive skuffet efter at have afsluttet noget med en, jeg elsker på grund af vores uforsonlige holdninger på et ret centralt og vigtigt område. Dagens skriv var 50 % til jer – og 100 % til mig selv også.

Share:

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på linkedin
Scroll til toppen