MIN GRAVIDITET: DEL 1

De sidste 35 uger har jeg bagt på et lille vidunder. Selvom jeg ikke kan vente med at møde min lille baby, som er sat til at blive introduceret til verden d. 4. februar (dagen efter sin mors fødselsdag så kryds fingre for at den lille ikke crasher min fødselsdag) så har de sidste 35 uger været en rutsjebane tur, som jeg selvfølgelig ikke ville være foruden, men det har ikke altid været en dans på roser. Da jeg selv elsker at læse andres graviditetserindringer, så tænkte jeg, at jeg ville tage jer med på min graviditetsrejse. Så I kan forvente (meget) personlige indlæg, der kommer til at handle om min graviditet, mor-tanker og familielivet. Jeg glæder mig rigtig meget til at dele det hele med jer. For næsten et år siden blev jeg forlovet med min Kristian, da han friede til mig på Maldiverne, hvor vi fejrede min 30-års fødselsdag og her et år senere, venter vi vores første barn til februar.

Nu hvor jeg er trådt ind i 3. trimester kan jeg kan allerede afsløre, at de alle tre er rimelige forskellige, men lad os starte med første trimester, som jeg personligt ikke var særlig begejstreret for. 

Første Trimester (uge 0 til uge 12)

Efter at have prøvet i et par måneder viste graviditet testen endelig positive tegn den 6-6-2019, det føltes så uvirkeligt! Jeg tror, at både K og jeg gik lidt i chok, for selv om vi havde drømt om den dag drømmebarnet havde sat sig fast, så var det lige pludseligt en ny realitet vi skulle forholde os til. Vi skulle være forældre. En baby, vores baby, lå trygt og spirede langsomt i min mave. Allerede dagen efter havde jeg downloadet alverdens apps, som kunne fortælle mig, at jeg var i uge 5 og hvordan det lille spir udviklede sig. Jo mere jeg læste, jo klogere blev jeg på mange ting, jeg intet anede om, men det var også her forvirringen, bekymringerne og angsten for mit vedkommende startede.

Den største bekymring var ufrivillig abort. Jeg tjekkede mine trusser hver dag, flere gange om dagen og studerede nøje toiletpapir, når jeg var på toilettet.

Allerede i uge 7 blev daglig opkast, kvalme, svimmelhed, vægttab, hovedpine mine tro følgesvend. Jeg var en af de uheldige, der ”led” døgnet rundt. Jeg kastede op, op til 6 gange om dagen og kunne ikke holde noget mad i maven. For mit vedkommende strakte kvalme og opkastningshelvede sig helt til ca. uge 18. Jeg formåede derfor også at tabe mig 8 kilo i de første tre måneder, hvilke kun ledte til flere bekymringer.

I uge 8 var vi til vores første lægeundersøgelse, hvor lægen udfyldte vandrejournalen, jeg fik foretaget en generel helbredsundersøgelse. Meget standard forløb, hvor graviditeten bliver registreret i systemet.

Både K og jeg havde glædet os utrolig meget til at ramme uge 12, det var ligesom den første store milepæl. Derudover er det også her, at de fleste anbefaler, at man deler den dejlige nyhed med sine omgivelser, da risikoen for spontan abort falder, plus at man kommer til nakkefoldscanning, hvor risikovurderingen for Downs Syndrom bliver målt. Personligt, var jeg også rimelig sikker på, at jeg ville få lidt indre ro, når jeg var nået så langt og hørt hjertelyd og set vores spir. Men sådan skulle det ikke gå.

I uge 11 stod jeg op midt om natten for at gå på toilettet, men i det, at jeg kommer op og stå kan jeg mærke, at der løber noget vådt ned ad lårene på mig. Jeg får tændt lyset og kan se at jeg bløder, faktisk så meget, at det drypper hele vejen til badeværelset. Jeg var grædefærdig og skreg efter K, som var ligeså bange for at, vi havde mistet vores lille spir. Vi ringede til skadestuen, hvor man åbenbart skal have tid for at blive tilset af en læge, men blev mødt med en besked om, at blødningen var normal, og vi skulle bare blive hjemme. Det nægtede jeg og vi satte os i bilen for at køre til skadestuen, hvor vi ikke kunne blive lukket ind uden en tid. Tilbage til bilen, hvor vi endelig fik lægevagten til at give os en tid. Efter 2 timers venten kom vi endelig ind til lægen, som bare rørte mig på maven og snakkede om, hvordan abort var naturens gang, og der var altså ikke noget han kunne gøre. Rationalt set vidste både K og jeg jo godt, at de ikke kan stille noget op, hvis det var en spontan abort, men midt i det hele havde vi jo bare brug for omsorg og en bekræftelse på, om vi havde mistet vores lille spir eller ej. Vi blev sendt hjem uden hverken det ene eller andet. Heldigvis blev vi ringet op af den gynækologiske afdeling som ville se os den efterfølgende morgen kl 10. Klokken 10 var vi derfor tilbage på sygehuset, hvor den sødeste gynækolog tog imod os. Hun scannede forsigtigt, og det var så surrealistisk og livsbekræftende at se og høre hjertelyden. Det var den smukkeste lyd, jeg nogensinde har hørt, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Angsten for at miste vores lille spir blev dog kun større af denne ubehagelige oplevelse. Derfor valgte K og jeg at holde det hele for os og slet ikke dele vores glædelige nyhed, for selv om vi var lykkelige, var vi også skræmt for vid og sans. Endelig ankom vi til slutningen af uge 12, hvor vi var tilbage til nakkefoldscanning. Nerverne sad ud på tøjet men gudskelov kunne vi gå lettet og lykkelige derfra med rigtig fine scanningsbilleder af vores lille spir.

Share:

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på linkedin
Scroll til toppen