Mine nybagte mor-veninder har skræmt mig fra at ville have en baby

”Jeg elsker min søn, men jeg hader mit liv,” fortæller min veninde mig en sjælden aften væk fra sin 14 måneder gamle søn. En friaften hun fik efter hårde forhandlinger med sin mand. For en aften med veninderne, måtte hun påtage sig putte -og badeværelsesopgaver. Som hun efterfølgende konstaterede: ”Der er konstante forhandlinger og byttehandler”.

Min mand og jeg blev gift for to år siden og nu hvor vi så småt bevæger os ind i midten af 30’erne, kan vi mærke det sociale pres for at få børn.

Fem nye babyer er født til nære veninder alene i det sidste år. Snarere end at blive skruk, har mine æggeledere vendt sig i frygt. Jeg har været til lægen to gange, for at sikre mig at min spiral sidder som den skal.

Hvorfor? På grund af den Whats-app gruppechat, jeg nu kalder for mor-chatten.

En chatgruppe, der i sin tid blev oprettet for at koordinere alt fra pigemiddage til ferier til Ibiza, er blevet til jævnlige terapimøder mellem gruppens mødre, hvor alt, som i ALT, bliver diskuteret.

Dette er et udsagn fra en af mine bedste veninder i ugen efter hun havde født: ”Åh gud, min vajayjay er en katastrofezone. Jeg mæsker mig i piller til smerter og hævelse. Nyd din, mens du kan”.

Fra en anden veninde, hvis søn er 9 måneder gammel, lød beskeden således: ”Sex er røget af menuen. Ingen kommer i nærheden af min vagina. Nogensinde. Der er permanent lukket for det varme vand”.

Som I kan se, så sælger de det ikke ligefrem.

Jeg forstår, at denne chat spiller en vigtig rolle i at holde mine veninder oppe gennem monotonien, med konstant amning og uendelige søvnløse nætter. Som en af dem forklarede: ”Det er en livline, at vide, at man ikke er alene. Det er fandme ensomt. Jeg tror man har brug for at vide, om andre også har øjeblikke hvor de momentvis hader deres baby”. Selvom det måske er godt for dem, er det dårligt for os, der endnu ikke har taget springet eller er i overvejelsesstadiet.

Jeg medgiver at hvis man ikke vil have børn, skal man selvfølgelig ikke have dem. Personligt har jeg dog altid gerne ville have børn, omend jeg ikke er en af de kvinder, der bare må have børn, koste hvad det vil. Der er jeg lidt mere pragmatisk anlagt, og jeg må faktisk erkende, at mine veninders små hverdagsberetninger om tilværelsen som mor i vores WhatsApp gruppechat får mig til at overveje, om det er en pris jeg vil indfri. Inden jeg kommer alt for godt i gang, må jeg hellere inkludere et udsagn fra en pigerne, som har været mor i 7 uger og virkelig elsker livet som mor. ”Man kan ikke fortryde at få sit barn, fordi man elsker dem for meget”.

Dette nye niveau af åbenhed er “forældrearmen” i vores moderne overdelingskultur. Jeg synes det er dejligt at mine veninder kan støtte hinanden i denne transformerende og udfordrende tid, selvom jeg ender med at sidde fast i midten med et dårligt tilfælde af TMI (too much information).

Jeg er lettet over, at de ikke udelukkede gør moderskab til noget sukkersødt og lader som om, at storken leverer et bundt af glæde og at livet pludselig er komplet.

Hemmelighederne er ude. Det er en god ting, at kvinder også kan høre den anden side af medaljen, præcis som den er. En lille del af mig ønsker mig tilbage til en tid med et lille mysterium, til en tid hvor vi håndterer de forskellige forældre-stadier når de kommer op, i stedet for altid at kende den nøjagtige rædsel, der kommer som det næste.

Mens jeg følger samtalen om ødelagte vaginaer, amme smerter og tre timers søvn i døgnet, så forbliver min spiral lige hvor den er, i den nærmeste fremtid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.