Skaber vores traditioner og kultur kønsmæssig ulighed?

Vi afrikanere er stolte af vores traditioner, og selvom vi måske er bosiddende i andre lande, der er mere progressive, så er vores traditioner og kultur stadig toneangivende. 

Så meget som folk har giftet sig i en hvid kjole i en kirke, er der stadig mange, der også går den traditionelle vej, med eksempelvis lobola. 

Jeg synes det kunne være spændende og belyse det her emne og se om vores traditioner og den måde vi gør tingene skaber kønsmæssig ulighed i vores kulturer. Selvfølgelig er der forskelle på vores kulturer, fordi Afrika er et stort kontinent med en masse forskellige folkefærd og kulturer, men lige i dag begår jeg en lille synd og generaliserer lidt. Men min interesse for det udspringer af to ting.

Den ene var en oplevelse, jeg havde for et stykke tid siden med to unge drenge. De var nok mellem 17 og 20 år og bosiddende i vesten, hvilket er en væsentlig detalje. Som det snakkehoved jeg er faldt snakken på mænd og kvinders roller. Det er jo altid spændende at høre, hvad den yngre generation synes 😉 Til min stor overraskelse og egentlig også forbavelse gav disse to unge herrer tydeligt udtryk for, at opgaver såsom rengøring og madlavning, altså de huslige gøremål, er en kvindes område. Dette kom fra unge drenge, der hverken havde koner eller kærester og nok aldrig har været i et dedikeret forhold og fik mig til at undre mig over, om vores traditioner og kultur, som vi står ved, faktisk er drivkraften bag kønsmæssig ulighed. For når jeg iagttager den kultur som hersker i de vestlige lande, som jeg selv er bosiddende i og som I er bosiddende i, har jeg indset, hvordan der ikke skabes postyr over, hvem der gør hvad i husholdningen. Hvis faren har tid, laver han mad og bader børnene og omvendt. Rollerne er langt mere flydende, hvorimod mænd og kvinders roller typisk er meget defineret i Afrikansk kultur. 

Min udveksling med de to knejter (haha) var for mig et tegn på patriarkat, og tydeliggjorde for mig, hvor tidligt det er indlejret i vores sind, at en kvindes rolle er begrænset til at omfatte rengøring, madlavning osv. En ultra middelalderlig tankegang hos to drenge, der bor i et vestligt samfund og er vokset op i en vestlig kultur, som alligevel har denne mentalitet, hvor mænd er placeret på en piedestal, ligesom patriarkatet gør. Det skal lige siges, at jeg ikke generaliserer på baggrund af min interaktion med de her to drenge, så jeg antyder ikke, at alle mænd med afrikansk baggrund deler den holdning eller tankegang, men blot, at det var denne interaktion, der fik mig til at ville dykke lidt ned i emnet. 

Så fik vi det på plads! Normaliseringen af mænds og kvinders skarpt defineret roller er noget, der er oprettet i vores samfund og i høj grad spiller en stor rolle i, hvorfor manden tror, at visse ting er kvindens rolle. 

I det følgende vil jeg snakke om ting jeg enten selv har erfaret eller har hørt fra min mors kirkedamer, som er endnu større snakkehoveder end mig selv, og har historier og fortællinger, der får din yndlingsserie til at virke knapt så underholdende. 

Men er der mon nogle, der kan nikke genkendende til, at det altid er/var pigerne i familien, som stod for de praktiske ting i huset, selv helt fra vi var forholdsvis små piger? Så var det os, der lærte at lave mad, vaske tøj, stryge, hænge tøj op, passe de andre børn, handle ind, støvsuge, vaske gulv, tage imod gæster, tilberede morgenmaden, mens drengene bare fik frit pas til at kunne slappe af, sove længe eller gøre, hvad der lige faldt dem ind. Jeg er sikker på, at det er et genkendende mønster for rigtig mange af mine afrikanske medkvinder, og det var så sandelig virkelighed for mig, og det er nok også derfor, at jeg hader at lave mad den dag i dag, haha! Og grunden til at min lillebror STADIG ikke duer i et køkken, fordi den klarede storesøster jo bare, da vi var yngre. 

Og dette er et mønster, der godt kan fortsætte for pigen selv efter hun har fået etableret sit eget liv, så klarer hun sin karriere på lige fod med sine andre kollegaer, for at komme hjem og sørge for, at hendes mand er fodret og lagt behageligt i seng, som om hun er en robot uden følelser og chancen for at blive udmattet. Hvis hun ikke gør dette, svigter hun sine kvindelige pligter! Hvis en mand derimod dykker lige i sengen efter arbejde er det “Åh så synd for ham, han er så træt, lad ham sove”. Er dette fair? Vær ærlig. 

Er det vores kultur, der er med til at skabe denne skævvridning, der stiller rollerne op i så skarpe opstillet definitioner, at det bliver svært at løsrive sig fra dem. At drenge, der vokser op og bliver mænd får ind med modermælken, at rengøring og madlavning ikke er deres pligt, men kvindens. Dette er overhovedet ikke en kritik af vores mange kulturer, men en oprigtig undren, om vores traditioner, så skønne som de er, også har en bagside, som er med til at skabe disse skarpe rolle definitioner. 

For at involverere mit eget liv og lillebror (selvom han ikke bliver glad for det, hvis han da læser med), så har jeg tit spøgende sagt til ham, at han hellere må finde sig en mørk kvinde, hvis han ikke har tænkt sig at lære at lave mad eller give huset en omgang med en støvsuger. Fordi that shit won’t fly with a white girl, fordi de er vokset op i en kultur, hvor de har set deres far have en hånd med i alle de huslige gerninger. Retrospektivt kan jeg jo godt se, at sådanne bemærkninger fra mig selv er med til at forstærke denne gammeldags rollefordeling, så note til mig selv: Drop sådanne bemærkninger og giv din lillebror et madkursus! 

Nu er min lillebror altså blevet kørt lidt rundt i manegen, så jeg vil lige sige, at han sgu er god nok! Jeg ville faktisk anbefale til piger i start 20’erne, hvis de da kan leve med en kost bestående af take-away, coca-cola og den ene ret han kan lave, spaghetti bolognese, haha. Men han er sjov, sød, betænksom og behandler sin mor som en dronning. Eneste minus ved ham er, at han ikke besøger sin gamle storesøster nok 😉

Tilbage til emnet, jeg får nok lidt problemer, hvis jeg begynder lave min platform her på SELF-ish om til min lillebrors personlige tinder.

Mænd og kvinder har hver deres styrker og svagheder, og dette ændrer sig selvfølgelig fra husholdning til husholdning, men jeg tror, at man skaber de bedste forudsætninger for at skabe en stærk husholdning, hvis manden og kvinden i fællesskab sætter dagsordenen i husholdningen og er fælles om alle gøremål for på den måde skabes der ligestilling, enighed og harmoni i huset. Ja, så moderne er jeg, hehe. 

Jeg er sort, jeg er afrikansk og er stolt af min kultur. Dette er egentlig bare stof til eftertanke og mine tanker, der har fået frit løb. Er vores traditioner og kulturer designet på en måde, der undertrykker kvinder?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.