Spørg mig ikke, hvornår jeg skal giftes

Lige siden jeg ramte slutningen af ​​tyverne, har der været et spørgsmål, der gentager sig i mine ører fra både familie, venner og bekendte: “Hvornår skal du slå dig ned?” Det er kommet til et punkt, hvor jeg overvejer at trække min personlige kalender ud og vise folk, at der ikke er nogen magisk dato for, hvornår Prince Charming kommer ridende på sin hvide hest og fejer benene væk under mig. 

og FYI, så har jeg det helt fint med det. Hvis bare andre kunne være det samme. 

Nu ved jeg, at der er mennesker i mit liv, der ikke mener noget ondt ved at spørge mig ind til det. Min tante fniser lidt, når hun “elegant” fletter “så har du mødt nogen?” ind i samtalen, eller min fars ikke så subtile hints, når han fortæller om, hvordan han glæder sig til at blive bedstefar. Der er dog et klart pres på kvinder, hvis vi når slutningen af tyverne eller start trediverne uden en ring på fingeren eller en udkårne. Som Beyonce synger i Flawless: 

Because I am female, I am expected to aspire to marriage

I am expected to make my life choices

Always keeping in mind that marriage is the most important 

Now, marriage can be a source of joy and love and mutual support

But why do we teach girls to aspire to marriage

and we don’t teach boys the same?

Og det er sandt. For hver gang jeg bliver udspurgt om min civil situation, er der mænd, der er ældre end mig, der bliver applauderet for at være single. Ja, der er en åbenlys biologisk tidslinje for kvinder, men det betyder ikke, at vi skal leve livet og forfølge forhold, som om vi har en salgsdato.

For at gøre det klart er jeg en kvinde, der ønsker at blive gift og få børn. Selvom jeg ikke voksede op med at fantasere om min bryllupsdag eller møde den eneste ene nede ved mælke-køleskabet i Netto, hvor vi begge rakte ud efter laktosefri mælk og det slog gnister. Så er det altid noget, jeg har vidst, at jeg vil have. Jeg er dog også klar over, at der er nogle ting, jeg ønsker at have styr på, inden jeg går ind i et ægteskab – både professionelt og personligt. Denne bevidsthed er noget, jeg faktisk er stolt over at have og som forhåbentlig forhindrer mig i desperat at springe ud i et livslangt engagement af forkerte grunde. 

Jeg kender folk, der var klar til at blive gift i starten af tyverne. Personligt var jeg langt fra moden og åben nok til at kunne gøre det i den alder. Og det er okay. Mennesker gifter sig unge, gamle, whatever. Alles rejse er forskellig, og det ville være dejligt, hvis andre også forstod det. 

Jeg vil bestemt have kærlighed og ægteskab, og jeg går ikke ud ad min vej for at forblive single som et vidnesbyrd om min styrke eller som et badge af uafhængighed, og jeg vil heller ikke se ægteskabet som et segl af min personlige værdi. Jeg er klar over, at min værdi bestemmes af, hvordan jeg ser på mig selv, ikke om jeg har en ægtefælle efter en bestemt alder.

Til trods for hvor meget nogen presser eller bekymrer sig over, hvornår jeg slår mig ned, er det i sidste ende mig, der afgør det passende øjeblik for, hvornår jeg er klar til at finde en partner og tage det skridt i mit liv. Og sådan skal det være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.